"Op! Kan du så komme op! Nu!"
 Harry vågnede med et spjæt. Hans tante bankede igen på døren.
 "Så er det op!" skingrede hun. Harry kunne høre hende gå ud til køkkenet, og derefter hørtes den hvislende lyd af stegepanden på komfuret. Han rullede om på ryggen og forsøgte at huske den drøm, han havde haft. Det havde været en af de gode. Noget med en flyvende motorcykel. Han syntes, at han havde drømt den mange gange før.
 Nu stod hans tante igen uden for døren.
 "Er du stået op?" spurgte hun.
 "Ja, jeg er næsten klar," svarede Harry.
 "Nå, men se så at få lidt fart på. Jeg har bacon på panden, og du må lige holde øje med det for mig. Og du passer på, at den ikke brænder på, hører du? Alt skal være perfekt og i skønneste orden her på Dudleys fødselsdag."
 Harry stønnede.
 "Hvad sagde du?" sagde hans tante vredt gennem døren.
 "Ingenting, ingenting ..."
 Dudleys fødselsdag - hvordan kunne han dog glemme det? Harry stod langsomt ud af sengen og begyndte at lede efter sine sokker. Han fandt et par under sengen og tog dem på efter at have fjernet en edderkop, der sad fast i den ene. Harry var vant til edderkopper, for pulterrummet under trappen vrimlede med dem, og det var her, han sov.
 Da han var kommet i tøjet, gik han hen ad gangen mod køkkenet. Spisebordet var nærmest forsvundet under alle Dudleys fødselsdagsgaver. Det så ud til, at Dudley fik den nye computer, han havde ønsket sig, samt et nyt tv-apparat og ikke at forglemme en ny racercykel. Hvorfor Dudley havde ønsket sig en racercykel, forblev en gåde for Harry; Dudley var tyk og fed, og han kunne ikke fordrage motion - undtagen, når han havde fornøjelsen af at skubbe og slå til nogen. Harry tjente som Dudleys boksebold, når han altså blev fanget. Selvom det ikke direkte kunne ses på Harry, var han god til at løbe hurtigt.
 Måske havde det noget at gøre med, at han boede i et mørkt pulterrum, men Harry havde altid været lille af vækst. Han så endda endnu mindre og tyndere ud, end han egentlig var, fordi han altid måtte gå med Dudleys aflagte tøj. Dudley var omtrent fire gange større end sin fætter. Harry havde et smalt ansigt, sort hår og strålende grønne øjne. Desuden havde han knoklede knæ. Han bar runde briller, der blev holdt sammen med hæfteplaster på grund af alle de gange, Dudley havde givet ham en på tuden. Det eneste, Harry rigtig syntes om ved sig selv, var et meget tyndt ar på panden; det havde facon som et lyn, der slår ned. Han havde haft det, så længe han kunne huske; og det første spørgsmål, han nogensinde stillede sin tante Petunia, var, hvordan han havde fået det. "Ved bilulykken, hvor dine forældre døde," svarede hun. "Og lad være med at stille den slags spørgsmål."